Emballagegebyr/producentansvar

– er du omfattet?

Med virkning fra 1. oktober 2025 blev der indført regler om udvidet producentansvar for emballage, som betyder at virksomheder, der første gang tilgængeliggør produkter i emballage på det danske marked, skal betale for at bortskaffe emballagen. Hvis en virksomhed er omfattet af reglerne, skal den registreres i registret for producentansvar og betale emballagegebyr efter art og vægt af emballagen.

I første omgang er det helt afgørende at få afklaret om der er en forpligtelse til at blive registreret i producentansvarsregistreret og dermed til at betale emballagegebyr.

Hvem er omfattet

Virksomheder, som første gang tilgængeliggør emballage på det danske marked, skal registreres og betale emballagegebyr. Tilgængeliggør betyder at det er den virksomhed, som sætter emballage eller et emballeret produkt til salg eller bortgiver produktet på det danske marked.

Hvis en virksomhed køber emballage, som er påtrykt virksomhedens navn/logo, vil virksomheden som hovedregel have producentansvaret. Dermed skal virksomheden registreres og betale emballagegebyret, når emballagen tages i anvendelse.

Det gælder fx:

  • En chokoladefabrikant indkøbet konfektæsker med eget navn/logo med henblik på at fylde egne chokolader i
  • Et bageri køber papirsposer med eget navn/logo, som bruges ved salg af brød
  • Et mejeri køber mælkekartoner med mejeriets navn/logo på
  • En virksomhed køber bolsjer i plastfolie med virksomhedens navn/logo på (til markedsføringsbrug)

En virksomhed, som køber neutral emballage, men herefter selv påsætter label/etiket med henblik på at synliggøre/markedsføre virksomheden, kan også blive omfattet.

Der gælder imidlertid en væsentlig undtagelse for mikrovirksomheder.

Mikrovirksomheder

Hvis en virksomhed opfylder kriterierne for at være en mikrovirksomhed, vil den ikke blive omfattet af reglerne, hvis emballagen er købt i Danmark. Vær særligt opmærksom på at mikrovirksomheden ifalder producentansvar i forbindelse med import/erhvervelse fra udlandet i samme omfang, som andre virksomheder, se nedenfor.

En mikrovirksomhed er defineret som en virksomhed med under 10 ansatte (fuldtidsansatte) og med en omsætning på under 15. mio. kr. årligt, eller en balancesum på under 15 mio. kr. årligt.

Importører – køb fra udlandet

Virksomheder, som køber emballerede varer fra EU-lande eller tredjelande, skal være særligt opmærksom på pligten til at betale emballagegebyr. For disse virksomheder gælder ikke bund- eller bagatelgrænser.

En virksomhed, som køber genstande i emballage, skal betale emballagegebyr af den del af emballagen, som anvendes i forbindelse med videresalg/videregivelse af produkterne.

Det betyder at fx en vinimportør skal betale emballagegebyr af de flasker, som sættes til salg i butikken. Derudover skal der betales emballagegebyr af kassen med flasker, hvis kunderne kan købe en kasse med vin. Selve transportemballagen, som vinimportøren kasserer i forbindelse med udpakning af sit køb, indgår ikke i gebyrgrundlaget, da importøren ikke tilgængeliggør denne emballage.

Definition på emballage

Definitionen på emballage er meget bred og omfatter principielt enhver form for materiale, som anvendes eller kan anvendes til opbevaring af en genstand i forbindelse med transport, salg mv. Såvel engangsemballage som genbrugsemballage er omfattet.

En række produkter er indlysende, fx papkasser, metaldåser, plasttuber, flasker (pantflasker er undtaget), burgerbokse osv. Derudover har Miljøstyrelsen i deres vejledningsmateriale nævnt nogle eksempler, hvor vi har valgt et par repræsentative:

Udgør emballage

  • Konfektæsker.
  • Cellofan omkring et cd-omslag.
  • Plastomslag til forsendelse af kataloger og magasiner (med indhold).
  • Tændstikæsker.
  • Kapsler til drikkevarer (f.eks. kaffe, kakao og mælk), som er tomme efter brug.

Udgør ikke emballage

  • Værktøjskasser.
  • Teposer.
  • Pølseskind.
  • Kaffekapsler, folieposer til kaffe og kaffepuder af filterpapir, som smides væk sammen med det brugte kaffeprodukt.
  • Printerpatroner.

Derudover indgår tape, strips, labels, kassefyld o.lign. som en del af emballagen. Det betyder, at en virksomhed, som fylder en papkasse op med skumfolie eller pakkechips for at sikre varen mod stød mv., også skal betale emballagegebyr af folie/chips.

Jeg er omfattet – hvordan kommer jeg videre?

Størrelsen af emballagegebyret afhænger af materiale og vægt på den emballage, som er tilgængeliggjort. Satserne er bygget op, så der sker en graduering, der tilgodeser miljøvenlig emballage.

En virksomhed er berettiget til selv at stå for registrering, afregning mv.

Registrering sker via producentansvar.dk

Alternativt er der mulighed for at anvende en af de kollektive ordninger, som udbydes og hvor opgørelse, afregning mv. sker via den kollektive ordning, som også tilbyder rådgivning og hjælp.  Det er forventningen, at langt hovedparten af de berørte virksomheder vil tilslutte sig en kollektiv ordning for at opnå en højere grad af sikkerhed for, at tingene håndteres korrekt. Prisen vil normalt være et fast årligt gebyr, som betales udover emballagegebyret.

Kontakt din revisor/rådgiver, hvis du har brug for hjælp til at komme videre med reglerne.

Tal med os

Andre nyheder og information

Emballagegebyr/producentansvar – er du omfattet?

Din Revisor Informerer: 2. kvartal 2026

Din Revisor Informerer: 1. kvartal 2026

Din Revisor Informerer: 4. kvartal 2025

© Copyright - revisor.dk